TAMU

Vi indledte hos ALPI i begyndelsen af 2021 et samarbejde med TAMU om distribution af gods på Fyn.
TAMU er en arbejdsmarkedsuddannelse for unge mellem 18 og 30 år, der på grund af personlige og sociale vanskeligheder hverken er under uddannelse eller har tilknytning til arbejdsmarkedet.
TAMU-elever hjælper ALPI med at løse opgaver samtidig med, at vi medvirker til at give eleverne de kvalifikationer, der er nødvendige, for at de kan få et job indenfor transportbranchen, når de har gennemført uddannelsen hos TAMU.
En af de unge, som herigennem kører for ALPI, er 22-årige Mike Bruusgaard. Som TAMU-elev har han taget kørekort og truckcertifikat, og han har gennemført AMU-kurset ”Grundlæggende kvalifikation for varebilschauffør”.
-Jeg har tidligere haft svært ved at tage mig sammen og har haft en tendens til bare at sidde derhjemme og spille computerspil og lave ingenting, fortæller Mike og fortsætter – jeg har også prøvet med en uddannelse inden for ejendomsservice, men det gik ikke så godt. Nu er jeg hos TAMU, og det var hårdt i starten. For at kunne møde til tiden i Odense skulle jeg op kl. 05.00 og med toget fra Fredericia. Nu har jeg jo fået kørekort og låner mine forældres bil - og kan sove en hel time længere om morgenen. Jeg har fundet min hylde og trives rigtig godt med at køre rundt på Fyn med gods for ALPI og andre. Det glæder mig, når jeg bringer varerne sikkert frem og i rette tid, fortæller en smilende og tilfreds Mike Bruusgaard.
Hos ALPI er vi rigtig glade for samarbejdet med TAMU. Det fungerer supergodt. TAMU og deres chaufførelever er fleksible og serviceminded. Det passer perfekt ind i vores normale transport set-up.
Samtidig er der via dette projekt og samarbejde mulighed for at sluse flere unge mennesker ind i chauffør-erhvervet. Den del af transportbranchen mangler arbejdskraft. Så kan vi være en del af, at unge - som Mike - via TAMU får en uddannelse indenfor transporterhvervet og en bedre plads i livet, så giver samarbejdet endnu større mening for os.